Her er pengenes historie

Denne artikel er oprindelig bragt på Videnskab.dk, hvor forskerne selv formidler.

Historisk har penge antaget mange forskellige former. De første penge var såkaldte varepenge, hvis værdi var repræsenteret direkte ved det materiale, som ’pengevaren’ bestod af.

Det skriver den amerikanske antropolog og pengehistoriker Jack Weatherford i sin bog om ‘The History of Money‘ fra 1997.

Her nævner han så forskellige ting som salt, peberkorn, ris, fjer, kakaobønner, hvaltænder, skind, muslingeskaller, perler, store sten og ædle metaller, der har fungeret som penge i forskellige kulturer i tidlige tider.

Hvis alle – eller så godt som alle – handlende var villige til at tage imod eksempelvis perler som modydelse for den vare, de selv bragte på markedet, kunne perler fungere som penge.

Perler forgår heller ikke så let, så de er et fint middel til at opbevare værdi, og ’en perle’ må også have været en udmærket regneenhed for priser og værdier af andre varer. Ædle og sjældne metaller som for eksempel guld, sølv og kobber har også fungeret som penge i mange tusinde år. Guld forekommer naturligt i undergrunden i større og mindre klumper, der så kunne fungere som betalingsmiddel.

Det må have været vanskeligt at bestemme den præcise mængde af guld i klumperne, og køber og sælger må have haft behov for at veje dem ved hver eneste handel.

Verdens første mønter af ædelmetal

Jack Weatherford og andre pengehistorikere mener, at lydierne løste udfordringen omkring år 650-600 f.v.t.

I oldtiden var Lydien et kongerige, som lå i det, der i dag er den vestlige del af Tyrkiet. Lydierne fandt på at omsmelte guld og sølv og især en naturligt forekommende legering heraf kaldet elektrum til klumper i standardiserede størrelser. Dem stemplede de så med forskellige symboler, der indikerede mængden af det ædle metal, hvorved klumperne blev fladtrykte. Dermed var de første mønter født.

Det er meget tænkeligt, at et veludviklet pengesystem ikke kun gjorde handel mere smidig, men også spillede en vigtig rolle i at skabe den økonomiske velstand, som Lydien blev kendt for. Når vi i dag bruger ordet ’krøsus’ om en velhavende person, refererer det faktisk til kong Kroisos, der i 560-547 f.v.t. var Lydiens sidste regent.

Lydierne opfandt altså, så vidt vi ved, den prægede mønt af ædelmetal, hvis værdi direkte afspejlede møntens metalindhold. Idéen viste sig hurtigt nyttig og spredte sig først til Grækenland og Persien og derfra videre til Indien og gennem tiden til Romerriget, hele middelhavsområdet og det meste af resten af verden.

Mangel på guld, sølv og kobber

Det udfordrede givetvis både lydierne og andre, at behovet for at øge mængden af penge steg, efterhånden som økonomierne voksede, og omfanget af handel tog til. I 1713 kom de første danske pengesedler. Sedlerne skulle have samme værdi som mønterne, men kunne ikke veksles til mønter. Danskerne havde ingen tillid til papirpengene, og kursen faldt derfor til langt under møntværdien. (Foto: Danmarks Nationalbank) De handlende fik over tid brug for mere og mere guld, sølv og kobber, og det blev et problem at udvinde tilstrækkeligt med nyt ædelmetal.

De ædle metaller kan jo ikke fremstilles kunstigt, så der er kun den mængde, Jorden så at sige er født med. Geologer fra den statslige geologiske forskningsinstitution i USA anslår, at den samlede guldmængde på Jorden er cirka 250.000 tons, hvoraf vi allerede har udvundet omkring 200.000 tons. Den resterende mængde er kendte reserver, som stadig befinder sig i jorden.

Tager vi udgangspunkt i verdens allerede udvundne mængde guld, og forestiller vi os, at det kunne smeltes sammen i bare én terning, ville den måle blot 20 meter på hvert led. Den amerikanske dollar er blandt de yngste valuta i verden - men er samtidig blevet verdens største. Siden er kommet en helt ny type penge, de såkaldte kryptovaluta - mest berømt er bitcoins. (Foto: Adobe) Det er formentlig en del mindre, end de fleste forestiller sig, og det illustrerer, at guldmængden ligesom mængden af andre ædle metaller er begrænset.

De første kinesiske papirpenge

Et pengesystem baseret på ædle metaller kan også udfordre handlende, når de skal afregne større handler med for eksempel jord og bygninger. Der er jo en grænse for, hvor mange metalmønter, vi rent fysisk kan slæbe rundt med, og det førte på et tidspunkt til de såkaldt repræsentative penge.

Udtrykket repræsentative penge betegner et middel til at betale med – typisk i form af en papirkontrakt eller et certifikat – som ikke har nogen vareværdi i sig selv. Det giver i stedet ihændehaveren et krav på en mængde af en bestemt værdifuld vare, for eksempel guld eller sølv.

Det er oplagt at sikre tillid til et repræsentativt pengesystem baseret på certifikater. Det gøres ved at lade en centralbank udstede dem på baggrund af en fysisk reserve af ædelmetal, som den opbevarer under sikre forhold.

De repræsentative penge var således forløberen for det, som vi i dag kalder pengesedler.

Historikere mener, at de første papirpenge så dagens lys allerede i det 7. århundredes Kina, men der skulle gå adskillige hundrede år, før idéen blev kendt i Europa.

Det gjorde den blandt andet takket være den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo, som skrev et helt kapitel om kinesernes pengesedler i beretningen om sin store rejse til Østen i årene 1271-1295.

Kapitlet bar den lange, men ganske præcise titel: ‘Hvordan den store Khan får bark fra træer, lavet til noget som papir, til at fungere som penge i hele sit land’.

Kobbermønter på størrelse med tallerkener

Efter at europæerne havde fordøjet Marco Polos fortællinger og idéen om papirpenge i yderligere nogle århundreder, udstedte en svensk bank ved navn Stockholms Banco de første europæiske pengesedler i 1661.

Sedlerne var, ligesom langt de fleste, som siden fulgte i andre lande, repræsentative penge i den forstand, at ihændehaveren til enhver tid kunne møde op hos udstederen og få sedlen indløst til den tilsvarende mængde ædelmetal.

Hos Stockholms Banco bestod reserven primært af kobber, og det var en vigtig baggrund for, at de repræsentative penge blev introduceret.

De mønter af kobber, som svenskerne ellers betalte med i den daglige handel, var i nogle tilfælde på størrelse med spisetallerkener og vejede i nærheden af 20 kilo.

Banken fik dog problemer, da ledelsen blev fristet til at udstede flere pengesedler, end der var dækning for i lageret af ædelmetal.

Da rygtet om det spredte sig, og folk mødte op for at hente deres kobber, løb Stockholms Banco simpelthen tør og gik derfor fallit allerede seks år senere i 1667. Idéen om de centralt udstedte repræsentative penge skulle dog vise sig at være levedygtig.

På ruinerne af Stockholms Banco genopstod allerede året efter en ny bank, der i dag hedder Sveriges Riksbank og er verdens ældste centralbank.

Spillekort som betalingsmiddel

Et pengevæsen baseret på repræsentative penge kan altså godt fungere, så længe folk har tillid til, at retten til at indløse dem respekteres.

Desuden skal der så at sige være ’penge nok’ til, at de repræsentative penge kan understøtte økonomiens behov for midler til at betale med.

Men det er der ikke altid. Det viser et eksempel fra det 17. århundredes franske koloni Nouvelle France i det nuværende Canada.

Henimod slutningen af århundredet manglede kolonien så mange af de normalt anvendte franske mønter, at guvernøren måtte finde på en ret innovativ nødløsning: Han fremskaffede en passende mængde spillekort, som han påtegnede forskellige værdier og forsynede med sin underskrift.

Herefter fik blandt andet soldater deres løn udbetalt i spillekort. Soldaterne må have været skeptiske til at begynde med, men befolkningen fik hurtigt tillid til systemet.

Soldaterne oplevede således, at koloniens pelsjægere, kroejere og øvrige handlende accepterede spillekort som betalingsmiddel, og systemet fungerede derefter i næsten hundrede år.

Fiat-penge og gangbar mønt

Eksemplet med de fransk-canadiske spillekortpenge er historisk interessant, fordi det er et af de første eksempler på såkaldte fiat-penge.

Fiat er latin for ’Lad det ske!’. Udtrykket henviser til en form for penge, som repræsenterer en værdi, alene fordi den myndighed, der lovgiver om og udsteder pengene, har besluttet, at sådan skal det være.

Fiat-penge kan altså kendes ved, at ihændehaveren ikke kan indløse dem til pålydende værdi i for eksempel guld eller sølv.

Fiat-penges værdi beror alene på folks tillid til, at de kan fungere både som stabilt middel til at opbevare værdi og som generelt accepteret middel til at betale med i samfundet.

Det er en tillid, som den lovgivende myndighed underbygger ved at erklære pengene for gyldig officiel valuta. Det kaldes også sommetider i folkemunde for ’gangbar mønt’.

Hermed får betalingsmodtagere en generel og lovfæstet pligt til at acceptere betaling i de officielle penge.

Fiat-penge er i dag den altdominerende pengetype i verden, men i et historisk perspektiv er de faktisk et relativt nyt fænomen. Frem til omkring år 1900 var de fleste industrialiserede landes pengesystemer reelt repræsentative penge.

Og i de første årtier af det 20. århundrede lovede de fleste centralbanker stadig, at folk til enhver tid ville kunne indløse sedler og mønter med den tilsvarende vareværdi, typisk i guld. Den tid er altså forbi.

Artiklen er skrevet af Peter Løchte Jørgensen, professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet