Penge er ikke kun papir

Denne artikel er oprindelig bragt i 2015 på Videnskab.dk, hvor forskerne selv formidler.

Alt tyder på, at penge er blevet en så fundamental institution i vor samtid, at vi ikke kan forestille os en verden uden.

Økonomer har siden William Stanley Jevons (1835-1882) defineret penge ved fire funktioner:

1) For det første er penge et udvekslingsmiddel, brugt til køb og salg.

2) For det andet er penge et værdimål, som angiver relativ pris og værdi.

3) Penges tredje funktion er som værdi-opbevaringsmiddel, som kan bruges til opsparing, 4) mens den fjerde er som betalingsstandard for gælds- og skattebetaling.

Siden Adam Smith (1723-1790) har økonomer regnet udvekslingsfunktionen som grundlaget for de andre funktioner. For Smith skulle penges grundlag findes i en naturlig menneskelig tilbøjelighed til at ‘handle, købslå og bytte’. Penges funktion er kort sagt at løse besværlighederne ved en ren bytteøkonomi, hvor en handel kun sker, når to handlende begge har noget, den anden har brug for.

Her træder penge ind og bliver en almen repræsentant for alle varer. Det betyder samtidig, at både den klassiske og den neoklassiske økonomi kan beskrive penge som ‘neutrale’. For økonomerne er penge en fiks, abstrakt løsning på et konkret problem.

Upersonligt bytte fandt kun sted med fremmede

Men der er en række problemer med denne forklaring. Intet taler nemlig for, at penge kun har én oprindelse: Penge har spillet mange forskellige roller i historien. Og hvad vi betegner som penge, har ikke altid haft alle de fire funktioner, som i øvrigt ofte står i modsætning til hinanden. Den rent funktionelle definition af penge er tillige baseret på en fiktion: Historikere og antropologer peger på, at der aldrig har eksisteret rene bytteøkonomier – kun på steder, hvor folk allerede var vant til penge.

Den ungarsk-engelske økonomihistoriker Karl Polanyi (1886-1964) har vist, at vareudveksling har været marginal i de fleste samfund. Upersonligt bytte fandt kun sted med fremmede, mens produktionen inden for husholdningerne, storfamiliernes og landsbyernes dele- og gaveøkonomier dækkede de fleste behov. Penge og markeder har altså været marginale i menneskehedens historie, og deres oprindelse kan ikke forklares alene med henvisning til markedet. Hvis penge ikke kan forklares som en naturlig udvækst på et naturligt marked, bliver spørgsmålet, hvordan de er opstået historisk, og hvordan de er blevet så centrale. Og vi må også spørge: Hvad får i dag penge til at fremstå som transhistoriske, naturlige og enhedslige?

Mønster er kun attraktive, fordi de er stemplede

Der er to forklaringer på pengenes historie. Den ene tager udgangspunkt i stater, gæld og religion, mens den anden giver en historisk forklaring af markedet, som knytter penges udbredelse til skabelsen af behov og potentiel fattigdom. Penge blev formentlig først et generaliseret udvekslingsmiddel i det gamle Grækenland – med mønter af elektrum og sølv. Allerede Aristoteles (384-322 f.v.t.) talte om penges udspring i handlen mellem fremmede, og hvordan penge snart blev et mål i
 sig selv. Små stykker metal fik stempel, for så slap man for at veje dem.

Aristoteles og økonomerne forklarede dog ikke, hvorfor mønter typisk havde en anden og for det meste højere konventionel værdi end værdien af det metal, de består af. Hvis det ikke var tilfældet, ville de blive smeltet om til fx smykker og gå ud af cirkulation. Skellet mellem rig og fattig kan virke absolut i en by som Manila i Filippinerne. Men både rige og fattige er knyttet sammen i pengeøkonomien, som de fattige må deltage i for at overleve, og de rige for at bevare deres velstand. Skellet mellem rig og fattig er blevet dybere over de sidste 200 år globalt set, mens ligheden er vokset regionalt og i kortere perioder, som i Danmark i sidste halvdel af det 20. århundrede. (Foto: Adobe) Svaret er, at mønter kun er mere attraktive end metalbarrer, fordi de har et stempel, der garanterer, at en hersker eller et tempel står inde for pengenes brugbarhed som skattebetaling eller som offergaver.

Hvis metalstykker var brugbare til handel med fremmede, kunne penge først rigtig etablere sig som anderledes end metal gennem stater og i religiøse ritualer, som påpeget af de tyske pengeforskere Georg Friedrich Knapp (1842-1926) og Bernhard Laum (1884-1974). Dette giver os grundlaget for at forstå, hvorfor mønter, selv om deres stigende cirkulation var en del af et marked, dog altid var tæt knyttet til institutionel magt.

Romerne var snedige

Blandt de gamle romere blev erobringstogter uden skrupler fulgt op af skatteopkrævning – brugen af penge blev spredt med tvang. De slagne folkefærd stod nu i gæld til kejseren som deres legitime hersker og beskytter.

Romerne pålagde dem, at skatten skulle betales i romersk mønt – ikke i naturalier eller lokal møntfod. Det var snedigt, idet det tvang de erobrede til at omstille deres produktion til noget, der kunne sælges for romersk mønt. De blev således gjort mere afhængige af udveksling med det romerske imperiums kerneområder. Igennem det meste af historien har penge været fraværende eller marginale inden for samfund og blev i starten brugt i handel mellem fremmede. Her bytter skandinaver tørfisk, økser, knive og sakse med russere, som tilbyder skind, buer og pile. Brugen af penge i dagligdagen begyndte senere, hvor dele-, låne- og gaveøkonomier var blevet svækket. (Foto: Adobe) Senere gik briternes koloniale strategi i Afrika frem efter samme devise. Skat blev brugt til at ‘civilisere’ de koloniserede og tvinge dem ud af deres subsistensog deleøkonomier.

Økonomernes metode skjuler det historiske spørgsmål

Brugen af mønter som penge kan altså ikke forstås som en evolutionær udvækst på en bytteøkonomi, men må knyttes til de institutionelle og voldelige mekanismer, som etablerede penge som en standard for betaling. Volden blev legitimeret af ideer om, at undersåtterne stod i gæld til herskeren (skat og tribut) og de troende i gæld til guddommen (religiøse ofringer og tiende). De penge, vi har talt om her, er dog stadig marginale i forhold til folks hverdagsliv: I en økonomi, som er baseret på selvforsyning, vedrører den tvangs- eller traditionsmæssige opkrævning af penge kun det overskud, folk har på deres jorder.

Samtidig står tvangen, selv om den kan normaliseres i lov og skik, i vejen for en egentlig naturalisering af penge. Det sker først, når penge bliver et byttemiddel i hverdagen. Her kommer vi til forklaringen af penges generalisering, som fokuserer på skabelsen af behov og af frygten for fattigdom. Økonomernes model for vareudveksling antager upersonlige forhold som naturlige – en situation, hvor lån af genstande og gensidige tjenester bliver afløst af kontant betaling. For økonomer er det naturlige et samfund, hvor folk ikke deles om tingene, men tinger om dem. Selv om det ikke kan anses for at være et naturligt forhold, har økonomerne ret i, at penge forudsætter en vis afstand mellem mennesker.

Store befolkningsgrupper blev afhængige af pengeøkonomien

I Europa blev penges generelle nødvendighed etableret fra 1600-1800-tallet. På det tidspunkt medførte forskellige ekspropriationsprocesser som fx indhegning af fælleder, at store befolkningsgrupper blev afhængige af pengeøkonomien som tjenere, lønarbejdere og småproducenter.

Samtidig betød en gryende kapitalisme i landbrug og industri – der kun kunne etableres med de eksproprieredes arbejdskraft – at billige varer udkonkurrerede smålandbrug, håndværkerlaug og andre former for hjemmeproduktion.

Det betød, at disse gruppers afhængighed af markedet voksede. Senere ledte produktionen af større mængder nye varer også til nye behov, og den simple tilværelse som subsistensproducent blev mindre og mindre tiltrækkende.

Samfundets og individers liv afhænger af pengecirkulationen

Den moderne periode, der startede i det 16.-17. århundrede, kendetegnes af dynamik. Gennem en alliance mellem stater og kapitalejere – baseret på vareproduktion og ekspropriering, skatteopkrævning og kolonisering – har penge opnået en indflydelse, som ikke blot er global, men som gennemtrænger vores hverdag.

Penge er ikke kun centrale for udvekslingen af varer, men også for produktion og forbrug. Det har skabt en helt ny produktionsmåde. Nu om dage er samfundets og individernes liv alle bundet op på den generelle cirkulation af penge.

Moderne penges magt ligger ikke i deres materielle værdi eller i tvang, men i at alle har brug for dem. Alle, der bruger penge, reproducerer pengevæsenet gennem deres aktivitet. Lønarbejdet fremstår som
den naturlige måde at leve på. Med den tysk-jødiske filosof Moses Hess’ (1812-1875) sarkastiske ord:

"Ingen er tvunget til at fremmedgøre sin naturlige frihed, til at sælge, leje eller tingsliggøre sig selv, hvis han foretrækker at dø af sult. … Menneskehandelen, handlen med den menneskelige frihed, med det menneskelige liv er nu om dage så universel, at det ved første blik ikke falder en i øjnene."

Pengene får rum at bevæge sig på

Adskillelsen mellem mennesker er ikke kun en historisk betingelse for de nuværende samfund. Adskillelsen er et forhold, der konstant bliver genskabt i den generaliserede pengeøkonomi. Men pengeøkonomien er ikke blot individualiserende, den er også socialiserende.

Penge, forstået som kapital, er i dag den mægtigste organiserende kraft på jorden. Karl Marx (1818-1883) påpegede, at naturens energi bliver underlagt kapitalen, og at menneskehedens rige produktivitet og samarbejdskraft kommer til at fremstå som kapitalens evne.

Fordi penge er baseret på en adskillelse mellem mennesker og mellem køb og salg, er krise altid en risiko. Kapitalens produktion er altid en organisering af det adskilte. Selv om penge medierer adskillelsen, afskaffes den ikke, den får blot rum til at bevæge sig på. Herved skabes betingelserne for overproduktions- og underforbrugskriser og for fattigdom side om side med velstand.

Det havde tidlige økonomer som Jean Charles Léonard Simonde (1773-1842) og David Ricardo (1772-1823) samt filosoffen G.W.F. Hegel (1770-1831) blik for ved begyndelsen af den moderne kapitalistiske pengeøkonomi.

Den bærende pointe i deres analyser var, at konkurrencen mellem kapitalejerne ville presse dem til at erstatte arbejdere med arbejdsbesparende teknologier, og at lønnen ville blive presset ned af konkurrencen fra de arbejdsløse.

Sismondi, Ricardo og Hegel mente derfor, at penge leder til en dynamik, hvor rigdom og arbejdsløshed vokser side om side. Hvis ikke lokalt, så globalt. Den tendens kan ikke afskaffes inden for rammerne af den moderne pengeøkonomi, den kan kun symptombehandles.

Arbejdende penge har noget at gøre med de moderne markeder

I den populære selvhjælpsbog Rich Dad, Poor Dad mindes den amerikanske rigmand Robert T. Kiyosakis (f. 1947) sin rige fars regel nummer 1:

"De fattige og middelklassen arbejder for penge, mens de rige får pengene til at arbejde for sig."

Drømmen om at få penge til at arbejde for os er i dag en af de få måder, vi kan udvise uvilje mod at arbejde – uden at føle skyld. Myten om arbejdende penge har alt at gøre med de moderne penge- og finansmarkeder, som i dag giver afkast til ejere, som aldrig har set de ting, de investerer i, endsige hilst på deres ansatte.

Finansmarkederne forsøger konstant at udnytte forskelle mellem udbud og efterspørgsel og mellem forskellige sektorer og lønniveauer i verdensøkonomien. Derved disciplineres virksomheder og befolkninger i et globalt konkurrencesystem. Ideelt set udligner det økonomiske ubalancer, men flokadfærd på kapitalmarkederne er ofte også med til at fordybe dem. Og penge kan også tjenes på hele nationers fallit.

Gæld er en måde at overleve på

I 1971 besluttede den amerikanske regering at adskille dollarprisen fra guldprisen. Dermed blev den sidste guldstandard afskaffet, og gældspenge kunne skabes mere frit. Siden er enorme mængder gæld blevet skabt af bankerne, og gældsbeviserne bliver ofte pakket som en vare, der kan gensælges på finansmarkederne. Man kalder dette finansialisering, og her er den umiddelbare grund til krisen, der begyndte i 2008.

Tre spørgsmål står tilbage efter 2008-krakket, som startede med de såkaldte sub-prime lån. Hvorfor måtte så mange fattige amerikanere låne penge for at bo? Hvorfor ville så mange banker låne penge ud til dem? Og hvorfor gik det galt?

Med vores pengeteori har vi redskaberne til et overordnet svar:

Når penge ophobes på den ene side, og fattigdom på den anden side, er gæld en måde at føre disse sammen igen. Gæld er en måde at overleve på for folk, hvis løn er for lav, og en måde, hvorpå banker kan forrente deres penge. Men på samme måde, som arbejdet ikke afskaffer forskellen mellem arbejdsgiver og arbejdstager, afskaffer gælden ikke fattigdommen.

Den trækker blot renter på de fattiges arbejde. Når symptombehandlingen af den moderne tendens til arbejdsløshed og underbetaling er svag, har pengevæsenet en tendens til at nødvendiggøre låntagning og samtidig undergrave betingelserne for tilbagebetaling. Krisen er altså et resultat af adskillelsen mellem dem, der ejer, og dem, der må arbejde og låne for at leve og bo.

Penge er en virkelig, reel abstraktion

Penge kan ikke reduceres til mønter, sedler, gældsbeviser, guld eller bits: Penge er alle disse ting på én gang. Men disse ting er kun penge, hvis de cirkulerer. Således findes penge ikke her eller der, men snarere som en strøm af forskelligartede inkarnationer af penge.

Penge selv er et globalt netværk, som hverken har et centrum eller en fast fremtrædelsesform. Penge er som sådan en abstraktion, men ikke blot en teoretisk abstraktion. Virkelige penge har samme form som en ide: De er en abstrakt, almen ækvivalent for brugsgenstande, boliger, vores tid og vores arbejde.

Når penge cirkulerer, abstraherer de fra forskellen på min tid og din tid, fra forskellen mellem et kilo ris, to liter mælk og en bustur. Penge er altså en virkelig, reel abstraktion. I modsætning til en bil eller
 en elsker, er de lige relevante for dem, der har, og dem, der ikke har dem, for den rige og den fattige.

Det er derfor, vi deltager i denne sociale abstraktion i vores hverdag. Abstrakte, globale og dog hverdagslige: Det er intet under, at penge fremstår som et naturfænomen med sin egen magt.

Penge er en løsning på den historiske adskillelse mellem mennesker og mellem mennesker og deres livsbetingelser. Penge, dette universelle udvekslingsmiddel, vil fremstå som naturlige, så længe ingen forsøger at afskaffe det problem, som de er svaret på.

Denne artikel stammer fra bogen ’50 ideer, der ændrede verden’ af Bue Rübner Hansen, postdoc, Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Den udkom i 2015 på Aarhus Universitetsforlag.