Danskernes økonomi på glatis

Grafik: Danske Bank
Grafik: Danske Bank

Om blot fem år vil energipriser, rentebetaling, fødevarer og beskatning fylde mere af vores økonomi, mens vores købekraft daler, og vores huspriser, friværdi og beskæftigelse ligger stille, siger Danske Bank.

Af Oskar Herrik Nielsen, journalist | Søndag 27-02-2011

Sort er fremtiden i Danmark ifølge Danske Banks chefstrateg Anders Nellemose.

”Mange danskere kan risikere at miste grebet om deres helhedsøkonomi, hvis ikke de får sat tal på deres risiko i dag,” siger chefstrateg i Danske Bank, Anders Nellemose til Børsen.dk.

Tag inflationen alvorligt

Allerede om fem år bliver det markant dyrere at være dansker, og vi bliver derfor nødt til at ruste os til en hverdag, hvor ting ikke koster det samme som i dag, og hvor vi ikke har samme økonomiske styrke som i dag, mener Anders Nellemose.

”Danskerne skal for det første tage inflation alvorligt og allerede i dag beskytte sig imod inflationen, der er den faldende værdi af det, vi tjener, ejer og sparer op. Inflationen kommer og vil stille og roligt udhule vores købekraft og gøre os fattigere, end vi er i dag,” siger han.

Han påpeger, at danskere med eksempelvis flekslån, lav friværdi, en opsparing fordelt hovedsagligt på aktier, en lav jobsikkerhed eller langt til arbejdet kan få svært ved at få den samlede økonomi til at hænge sammen, når rente, energipriser, fødevarepriser og beskatning for alvor stiger og bider sig fast på et højt niveau.
Fakta

Her er truslerne mod danskernes økonomi:

Højere energipriser (olie, benzin, elektricitet) – Udgifter til brændsel og varme vil fylde mere af vores økonomi.

Dyrere fødevarer (ris, mel, vand, korn) - Efterspørgslen vokser.

Højere renteniveau (gæld og forbrug) – Prisen på penge vil på et tidspunkt stige kraftigt i vejret.

Faldende købekraft (inflation og løn) – Den stigende inflation udhuler vores købekraft i kroner, hvilket gør, at vi får mindre for vores penge.

Mindre økonomiske reserver (friværdi) – En flad eller svag udvikling i boligpriserne vil gøre, at de fleste boligejere om fem år vil have den samme friværdi som i dag.

Kilde: Børsen.dk